tirsdag den 22. april 2014

En travl påskeferie...

Forrige fredag gik hele familien på påskeferie; en dejlig lang en af slagsen, som blev nydt i fulde drag, men også udnyttet fuldt ud...

Lørdag formiddag var vi til standerhejsning og sæsonåbning på campingpladsen; det er en ret ny tradition, men det er SÅ hyggeligt. Vi fik rundstykker, morgenbasser og kaffe og blev budt velkommen af lejrchefen og hans søde kone, og der blev givet og modtaget mange kram efter en lang vinter, hvor mange ikke har set hinanden. Det var hundekoldt, så vi næsten måtte ha' hue og vanter på; vejret ændrede sig dog hurtigt de følgende dage.

Gulvet rettes til

Vi havde ikke campingvognen med lørdag, men måtte vente til senere på ugen; den har været til reparation og fået lavet noget ved vinduerne, for at vi må køre med den... I stedet medbragte vi skovl og spade, så vi fik vores faste trægulv rettet til; det lå ikke så godt - ja, man kunne vel nærmest tale om kuperet terræn... ;)
Et par af vores bedste venner har valgt også at ligge fast samme sted, så vi glæder os nu ekstra meget til at campere en hel sæson; vi ses nemlig alt for sjældent i det daglige.
På vejen hjem hentede vi nogle plantesten, som vi havde købt en hulens masse af til billige penge. Resten blev hentet mandag, hvor vi havde lånt en større trailer, da vores egen er alt for lille til det tunge skidt. Jeg havde samtidig sat en kollega stævne midt i alle plantestenene, da vi også måtte grave nogle planter op i haven, som efter påske skulle endevendes af en rendegraver. Min kollega er for nylig flyttet og ville gerne ha' noget til haven, og der var flere små planter, som jeg også kunne bruge. Vejret var rigtig godt og vi hyggede os vældig med at flytte sten og grave planter op: en dejlig start på påskeugen.

Palmesøndag hentede Kent husvognen hos reparatøren, og den blev vasket og  pakket. Det meste af vores grej var opbevaret på campingpladsen, så det var ikke meget, der sku' fyldes i den.
Jeg fik næsten bund i vasketøjet, og fik lavet et par store puder til campingvognen; det blæste temmelig meget, så jeg havde det fint med at hygge mig indendøre.

Tirsdag aften kørte vi til Bunken med campingvognen, hvor vi fik den stillet på plads. Jorden var meget blød, så vi havde problemer med at skubbe den på plads, men heldigvis har lejrchefen en djævel af en græsslåmaskine, som altså kan flytte hvad som helst. Wupti, så var den på plads... ;)

Så kom vognen på plads

Vi kørte hjem igen, og onsdag kørte vi så op for at sætte fortelt op; vi skulle ha' trailer med til at flytte diverse grej på, så vi var nød til at køre hjem; ellers havde det jo været nemmere bare at blive der.
Det blæste en del da vi sku' sætte telt op, men efter noget møje og besvær lykkedes det, og så ku' vi få pakket rigtigt ud ;)

Sæsonens første aftensmåltid bestående af hjemmelavet pizza

Torsdag var det voldsomt stormvejr og det silede ned i lårfede stråler, og det føltes som om det hele ville vælte. Jeg havde besøg af en veninde, som ikke er vant til campinglivet; hun var nærmest skrækslagen og rystede på hovedet over , hvor roligt vi tog det... Vi ku' jo ikke rigtig gøre så meget andet end at håbe på, at skidtet ville blive stående ;)
Vi skulle egentlig være kørt hjem torsdag aften for at lave noget hjemme fredag, men vi valgte for en sikkerheds skyld at blive, og så kørte Amalie og jeg hjem en tur fredag, hvorefter vi returnerede til sommerresidensen.

Så er vi campingklar

Lørdag brugte vi til afslapning og til at få styr på det sidste grej, og søndag havde vi besøg af børn, svigerbørn og barnebarn. Det var rigtig hyggeligt, og sjovt at se Emilies forundrede udtryk, da hun så farmor og farfar i helt fremmede omgivelser ;) Alligevel var det som om hun ku' fornemme, at det er vores andet hjem, og hun hyggede sig rigtigt på gulvet i forteltet.

Emilie på camping

Mandag kørte vi hjem over middag, og så var ferien ved at være slut. Manden min skulle på arbejde til aften og jeg skulle også ha' gjort klar til arbejdsdag igen. Det er nu som om denne ferie har givet meget mere energi end andre ferier; det hænger nok sammen med at det er lunt og lyst, og at vi ved, at de næste to måneder er besat med skæve helligdage og ekstra fridage. Så det var ikke slemt at stå tidligt op og gå på arbejde ;)
I dag har jeg dog været noget smadret efter arbejde, men det kender jeg jo kun alt for godt.

1 kommentar:

  1. Det lyder som en dejlig påskeferie, trods blæsten og alle forberedelserne til en ny campingsæson. Vi har ikke fået vores campingvogn ud fra vinterhiet endnu. Vores påske foregik i Holland og med arbejde i egen have.

    SvarSlet